Gå til hoved-indhold

Stauning Kirke

Kirkebygningen

Danmark blev kristent ca. år 960 da kong Harald Blåtand blev døbt af missionæren Poppo og kunne skrive på Jellingestenen: 

"Harald konge bød gøre dette minde efter Gorm sin fader og Tyre sin moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne"

Derefter  blev der bygget stavkirker(dvs. trækirker) af den type man endnu kan se mange stedet i Norge. Af stavkirken i Stauning er der stadig bevaret en enkelt egebjælke, som nu opbevares på nationalmuseet i København. 

I den rige og lykkelige Valdemarstid (år 1150-1250) blev de forgængelige trækirker erstattet af op mod 1500 stenkirker, hvoraf de fleste står der den dag i dag. 

Hvorsomhelst man stiller sig op i et dansk kirketårn vil man i klart vejr kunne se adskillige andre tilsvarende kirker. Kirkerne er ikke museer eller turistseværdigheder, de er levende gudshuse der vidner om den uforanderlige tro der i tusind år har været danskernes. Og de skal naturligvis behandles derefter, under såvel gudstjenester som turistbesøg. Når man træder ind i kirken træder man ind på hellig og indviet grund. I tusind år er den hellige dåb blevet forrettet i døbefonden og i tusind ord er det hellige offer blevet ofret på alteret. 

Den nuværende kirke i Stauning er  bygget omkring år 1150 i romansk stil med senere tilføjelser. Nyest er tårnet i gotisk stil fra ca. 1450. 

Stauning kirke er bygget af granitkvadre samlet sammen på sognets marker. Senere tilføjelser er dog i munkesten. Tagkonstruktion, spær og bjælker er i hovedsagen det originale fra kirkens opførelse og består derfor delvist af drivtømmer fra Vesterhavet. I nogle af spærene ses og middelalderlige runeagtige nummereringer. 

Kirkegården omkranses af en middelalderlig stenmur og ved indgangene ser man stadig færistene der skulle hindre kvæget adgang til kirkegården. 

Stauning kirke er usædvanlig stor , hvilket antyder at sognet middelalderen igennem har været meget velstående på grund af kvægopdræt på fjordengene og muligvis også betydelig søfart mod England i Vest og Tyskland i syd. Fjorden hed Stauning Fjord og Stauning var formentlig områdets hovedby. Derfor skulle også kirken være stor 

Det er ligeledes usædvanligt, at der er våbenhus ved den oprindelige kvindeindgang i kirkens nordside. Måske var kvinderne i Stauning særligt krigeriske. Sådan er det ikke mere: nu bruges våbenhuset mod nord som kapel og indgangen er muret til.

Kirkens indre

I kirkens indre er der bjælkeloft, og den smukke romanske korbue er bevaret. Kun i sakristiet og i tårnrummet, hvor nu orglet står, er der gotisk loft med krydshvælv. 

Granitdøbefonden, med bånd-fletninger på kummen, er fremstillet samtidig med kirken. Til venstre for korbuen hænger et krucifiks i sengotisk stil. På den anden side af triumfvæggen er nu ophængt det oprindelige “låg” til døbefonden. Over dette ses en pelikan der hakker sig selv i halsen. Man troede før i tiden at pelikaner på denne vis fodrede ungerne med deres eget blod, og pelikanen var derfor et billede på Kristus der har ofret sit blod for os. Jesus kaldtes ofte ”Nostra Pelicano” (vores pelikan).

Kirkestolene

Det meget smukt udskårne og malede træinventar er fra omkring år 1600 i nederlandsk renæssancestil. Ornamenteringen er et fornemt eksempel på den såkaldte “beslag-ornamentik” der kaldes således fordi den, med sine kun svagt fremhævede figurer, har til formål at efterligne smedede jern-beslag. På den øverste stolegavl i nordsiden ses en pelikan, og øverst i sydsiden en enhjørning, traditionelt et billede på jomfruelighed og renhed som symboliserer Kristi renhed og hans magt til at afværge alt ondt.

Blandt kirkestolene ses en enkelt med det skårne årstal 1616. Den tilhørte i sin tid kirkeværge Svend Chr. Olufsen der i 1654 skænkede kirken de på løvefødder stående alter-stager. Han har åbenbart derved følt sig berettiget til sin egen plads i kirken.

Prædikestol

Motiverne på prædikestolen svarer hver til et led i trosbekendelsen. På det første fra venstre ser vi Gud som skaberen, og djævelen som fristeren ved syndefaldet. Derefter følger Jesu livs- og lidelseshistorie, lige fra undfangelsen på Mariæ bebudelsesdag frem til opstandelsen påske-dag og himmelfarten på Kristi himmelfartsdag. Det sidste felt beskriver Helligåndens komme ved pinsefesten. Den Helligånd som nu gennem 8-900 år har virket ved ca. 50.000 søn- og helligdagsgudstjenester i Stauning kirke. 

I de mindre relieffer ses Evangelisterne, derefter Samson ved Gazas byport, Samson der dræber løven og under pinsebilledet ses Jonas der udspyes af hvalfisken mund, en fortælling der traditionelt tolkes som et billede på hvordan også vi, som Jesus, skal opstå fra dødsriget, således som det sker hver gang evangeliet forkyndes, ? og som det skal ske ved tidernes ende. 

Alteret

Skjult bag de smukke paneler med relieffer, der forestiller de fire evangelister, står stadig det oprindelige murede alter. Og formentlig er der under dette et oprindeligt hedensk alter hvorpå hedenskabets menneske- og dyreofringer foregik. I kristendommen er det ikke vi mennesker som bringer ofre, det er tværtimod den almægtige Gud i Jesus Kristus som bringer sig selv som offer og derved åbenbarer hvad Gud er i sit inderste væsen: Den kærlighed som ofrer sig selv for sin elskede, den almægtige der ofrer sig selv for den afmægtige. For os.

Altertavlen er, som det meste af inventaret, fra 1600-tallets første halvdel. Det er i to stokværk. Maleriet i midterfeltet er fra nyere tid.

Alteret omkranses af en præstestol(skriftestol) og en degnestol.

Alterklokken ved siden af alteret er i dag en sjældenhed i danske kirker. Den brugtes i katolsk tid til at fortælle menigheden, der på grund af en port ikke kunne se hvad der skete i koret, at nu blev brød og vin forvandlet til Kristi legeme og blod. Fra reformationen og frem til 1840 blev den brugt af degnen til at markere gudstjenestens begyndelse.

Tavler

I skibets nordside ses en lille sort tavle der fortæller at der på 7 måneder i 1603 døde 150 sognebørn af pest i den østre del af Stauning sogn. Det var formentlig over halvdelen af den daværende befolkning. I Tårnrummet sidder ligeledes en lille mindetavle til minde om Chr. Nielsen der faldt i kamp for fædrelandet ved Dybbøl i 1864.

Ellers domineres skibet af det ikke ligefrem elegante, men imponerende og interessante epitafium på nordvæggen, bekostet  af præsteenken Maren Pedersdatter i 1733 “ Til husets prydelse/ forfædrenes minde, for alting Gud til ære og Lov som/ har bevaret denne familie i Stauning præstekald/ fra reformationens tid.” Det var den gang meget almindeligt at præsteembede og præstegård gik i arv i familien, og naturligvis især et så rigt og indbringende kald som det i Stauning har været. Hvad såvel kirke som præstegård vidner om.

Billedet i epitafiet forestiller en dommedagsscene. Som ofte ved sådanne er de frelste i øverste venstre hjørne ganske anonyme, mens de fortabte har bevaret deres personlighedstræk.

 Det fortælles at manden med allongeparykken   er  en dengang nylig afdød herredsfoged som Maren Pedersdatter havde et horn i siden på.

Dommedagsbilledet blev,  efter ordre fra en  biskop, der ville nøjes med at forkynde den ’glade kristendom’, overmalet fordi helvedet, som han sagde, “var forestillet så stygt at det kunne være for meget til forskrækkelse”. Biskoppen må altså formodes at mene, at helvede alligevel ikke er så galt når alt kommer til alt.

I dag er man åbenbart mere hårdføre end i 1836 eller så er man bare mindre optaget af emnet, thi nu ser vi atter det oprindelige motiv og hverken menigheder eller bisper synes at forskrækkes

I de mellemliggende år fungerede epitafiet som præstetavle. Denne er nu flyttet til tårnhuset, hvor man kan se rækken af præster fra reformationen og frem til i dag. Der har været mange store personligheder som præster i Stauning i tidens løb, og endnu flere der uden store armbevægelser trofast passede deres arbejde og  forkyndte det af modeluner upåvirkede og uforanderlige kristne evangelium i medgang i modgang. Omend det ikke er som forkynder, så er den i nyere tid mest kendte præst i Stauning, digteren Vilhelm Gregersen som var her fra 1886-97, og som skrev digte og sange, blandt hvilke den mest kendte nok er julesangen “Der er noget i luften.” Den synges ofte i Stauning.

Tårnet

Det gotiske tårn er forneden bygget af kvadre og for oven af munkesten. På alle fire gavle er der parvise glamhuller der afsluttes af smukke hvælvinger. Såvel tårnet som resten af kirkens tag og tagkonstruktion er blevet meget smukt restaureret i årene 2007-8.

Klokken er usædvanlig  stor og særdeles klangfuld, men det er også nødvendigt for at den kan høres gennem blæsten rundt i det ganske spredte sogn. På klokken står indskriften:

Jeg ringer og kimer

til højtidstimer

til Hjerternes møde

MED GUD

Billeder fra kirken

Google Street View fra kirken